4. Den fysiske indretning
Kulturbyggerier skaber fysiske og mentale rum, der adskiller sig fra stort set alle andre steder, hvor vi er og opholder os i det daglige. Kulturens bygninger er samfundets (re)kreative knudepunkter. Det lokale bibliotek, museet, teatret eller kulturhuset er alle steder, der er skabt til, at vi kan mødes og forholde os til os selv, til hinanden og til verden på nye måder.

IRIS lab er etableret i samarbejde med Moesgaard Museums Tegnestue, som har været rådgiver på den fysiske indretning.
Målet har været at indrette et område, der er så fleksibelt, at det kan formes efter aktiviteten i fokus, samtidig med, at det er så prægnant, at det så at sige, er noget i sig selv.
Derudover har der været følgende designprincipper:
Et centralt mål er at respektere Dokk1´s eksisterende arkitektur og designprincipper. Ved at prioritere gennemsigtighed i rummet, og ved at bruge birketræsfiner som det dominerende materiale, er IRIS tilpasset Dokk1, som er præget af lys og store, åbne rum med højt til loftet. Disse designgreb går igen i indretningen af IRIS, hvor gavle og paneler i fuld loftshøjde understøtter den åbne rumfornemmelse. Samtidig giver træets organiske overflader en varm kontrast til glas- og betonfladerne og er samtidig med at skabe en fornemmelse af ro.
Vi arbejder med to designelementer, som tilsammen danner IRIS formsprog:
En digital pixel er et grundelement i IRIS designet, og bruges i bl.a. i det centrale møbel og flere andre indretningsdetaljer, hvor den kvadratiske form er repræsenteret som en 3D kube.
Det andet grundelement er en organisk bueform, der er inspireret af IRIS´ logo. Bueformen danner kontrast til de skarpe, rette linjer i indretningen, og det organiske materiale er med til at tilføre rummet varme. De grafiske elementer er bygget i lag for at skabe en 3D-effekt, og ornamenterne danner et både stramt og samtidigt organisk udryk på betonvægge og gavle.
De forskellige IRIS-forløb kræver en høj grad af rumlig fleksibilitet, og derfor er næsten al indretning i IRIS flytbar, så rummene kan formes efter den aktivitet, der skal foregå. Arbejdsborde er lavet i cirkel-segmenter, der kan deles, sættes sammen i andre former og stables. De fleste borde og tekniske set-ups er på hjul, og alle studierne er indrettet med fleksibilitet for øje. Mørklægning, studielys, green-screens, skærme osv. kan tages frem eller fjernes efter behov.
Selv om der er store krav til rumlig fleksibilitet, er der flere fysiske elementer, som kommer i brug på tværs af de forskellige aktiviteter i IRIS. Det gælder for eksempel garderoben ved indgangen, skærm og lærred i fællesrummet og skabene til opbevaring af materialer og kostumer, som er fordelt langs væggene. Et flytbart møbel giver både plads til opbevaring af Tinkerqubes og bruges desuden til at præsentere børnenes produktioner på. Et lille åndehul er desuden bygget ind i en af opbevaringsreolerne, og giver plads til at man kan trække sig tilbage og nyde udsigten.
Rummets centrale element er en timeglas-formet skulptur, bygget af kvadratiske, pixelformede kasser. På den ene side af det centrale møbel bruges fladerne bl.a. til at vise film og visuals, som kan være produceret af tidligere deltagere, der inviterer brugerne ind til aktiviteterne. De sættes også i spil til aktiviteten, “projektor-mapping”, samt når elevernes produkter skal vises frem. Der vil desuden være åbne “kasser”, hvor der vil være en interaktiv udstilling af fortidens medieteknologi, IRIS retro, som giver anledning til gode samtaler mellem generationer og vækker børnenes nysgerrighed. Sammen med den store, transparente “skærm”, der monteres vha. “view-foil” på vinduerne, der vender ud mod det store biblioteksrum, “Rampen”, skaber indretningen en wow-effekt, som vil være med til at sikre IRIS opmærksomhed og interesse fra de besøgende og fra biblioteksbrugerne.
Den transparente skærm vil desuden være med til at skabe sammenhæng mellem biblioteket og IRIS og kan bruges til en lang række formidlings- og informations formål.